torsdag den 1. november 2012

Hudløst nærvær og skærpet opmærksomhed


Threin og Elektra

Tak til Threin for at vi må bringe hendes smukke og fine tilbagemelding fra Hestekurset:

Jeg lovede en tilbagemelding til jer efter hestekontaktkurset. Nu har jeg skrevet et par linier, som et skrøbeligt og slet ikke dækkende forsøg. Jeg føler mig frygtelig sårbar ved at give jer dem, selvom jeg ved de kommer fra ægte sted i mig og jeg ved de lander i gode hænder hos jer.

Som jeg sagde i evalueringen på kurset, nænnede jeg ikke at fastlåse udbyttet af samværet med hestene og gav derfor afkald på at fortolke, hvad mine oplevelser skulle kunne betyde for mig. Det gik nemlig op for mig, at det er sådan jeg plejer at begrænse mit liv og at enhver fortolkning ville sætte grænser for hvor meget og hvad jeg ville kunne opdage og rumme.

Jeg fortolker i lyset af den, jeg tror jeg er, og derved ville meget måske gå tabt, for hvad er jeg egentlig i stand til at vide om mig selv, hvad med alt det, der ligger hen i mørke?

I respekt for mødet med Elektra især, hendes kraftfuldhed, skønhed og følsomhed, ville jeg helst lade oplevelserne leve et frit liv og afklæde mig min viden om, hvordan de skulle forstås og omsættes i mit liv. Min erkendelse er siden blevet, at jeg, trods min hundeangst for at miste kontrollen, sammen med Elektra ramte en kilde, et indre universelt udspring af livskraft, med et hudløst nærvær og en skærpet opmærksomhed.
I sit dybeste væsen tror jeg det er en formløs, tidløs og uendelig kilde til liv og kærlighed, for det er sådan jeg mærker det, når jeg nu er i kontakt med mit hjerte. Når noget går én direkte i årerne er det måske ikke nødvendigt at forstå det med analyser, måske er det ligefrem en forhindring for livets evige proces og foranderlighed.

Mødet med Elektra har flyttet min bevidsthed, hun har været en overraskelse og en gave i mit liv, hun bankede direkte ind i mit hjerte og åbnede det op i en helt anden dimension end jeg kendte før. Jeg kan næsten ikke beskrive hvilken hjælp det er for mig nu, hvor jeg netop har mistet det dyrebareste menneske i mit liv. Jo, det gør stadig ondt at miste, det gør ondt ad helvede til, men inde midt i sorgen, midt inde i hjertet sidder kærlighedens flamme og brænder og spreder sit lys. Aldrig har jeg mærket så langt inde i sjælen og så langt ud i universet, hvordan alt strømmer gennem hjertet.

Jeg trak kortene The Herd og Lightning Horse i Hestetarot. De taler om, at jeg må fremtræde roligt, kreativt og med klarhed i balance med mine omgivelser, og efterlade egoet ved porten. Jeg må være klar, finde inspiration i nuet og få øje på nye niveauer i min bevidsthed.
May it so be.

Med tak for jeres medvirken og til katalysatoren Elektra,
Threin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar