onsdag den 14. november 2012

Traumeforløsende heste arbejde

En respons fra Ridekurset på 'Nyt Hesteliv' i efteråret 2012
NytHesteliv5
Er du og din hest i balance?

Forny din ridning og lær at ride din hest i selvbæring for let tøjle eller helt uden bid. Alle heste, uanset type og brug, kan lære at samle sig og gå i balance med største lethed.

Weekendkursus for ryttere på alle niveauer hvor vi arbejder med rideteknik, anatomi, balance, træning i respekt for hestens væsen, samlet ridning med og uden bid, problemløsning i forhold til deltagernes egne heste, kropssprog og kommunikation.

Sådan lyder invitationen til ridekurset hvor jeg deltog uden nogle særlige forudsætninger. Ja næste uden forudsætninger i det hele taget.

På kurset arbejde Birgitte med en hest, Jolly. En hest som hun betegnede som traumatiseret. Den var skræmt og urolig. Birgitte arbejdede med den som eksempel på hvordan vi mennesker faktisk kan være i dialog med hesten på en måde som skaber ro og tillid hos hesten. Det er noget vi kan observere rent fysisk. Men hun arbejder også med den på en måde så vi fik en fornemmelse af at hesten blev healet for nogle af de sår den har fået fra ejere der har svigtet den. Svigtet ved at være fysisk krænkende, ved ikke at give den nok opmærksomhed og ved så bare at lade den være.

Her er min feed back til Birgitte:


"Tak for et par dejlige og berigende dage. Jeg blev så rørt da Jolly begyndte at pruste første gang og en tåre trillede ned ad min kind.
Det er tydeligt for mig at det arbejde du laver forløser traumer og frisætter nye resourcer og mere tillid hos hestene.
Det er virkelig smukt og dybt.
At overføre det til mennesker er det vi gør, men vi har bare et ego som udvikles helt vildt meget anderledes end hos en hest. Og først skal vores ego styrkes så det kan holde til at slippe igen og en større bevidsthed, vores sjæl, kan tage styring. Jeg oplever vi gør det, men der er bare så meget mere der skal være til stede.
I arbejdet med hestene møder jeg noget frisættende – det gjorde to af de øvrige deltagere også. Og det har du hørt flere sige. Hvordan vi bruger det er meget individuelt og igen afhængig af den historie vi lever og har med os.
Vores angst forløses også i mødet med den, og anerkendelsen af den. Ligesom det sker hos Jolly idag. Derfor bliver jeg så rørt."

Det er klart at et sådant kursus virker forskelligt på os. For nogle er det en skelsættende oplevelse af skønhed og styrke, noget der åbner sig i kroppen og skaber glæde og liv. For andre er det knap så forandrende og for nogle enkelte betyder det ikke så meget.

Men hvor er det dog berigende for os alle at være vidne til de skelsættende oplevelser som nogle deltagere har. Det gør dybt indtryk at være vidne til et menneske der åbner sig for egen styrke og autenticitet. Og det er så smukt at se hvordan det udmønter sig i mødet mellem menneske og hest.

torsdag den 1. november 2012

Hudløst nærvær og skærpet opmærksomhed


Threin og Elektra

Tak til Threin for at vi må bringe hendes smukke og fine tilbagemelding fra Hestekurset:

Jeg lovede en tilbagemelding til jer efter hestekontaktkurset. Nu har jeg skrevet et par linier, som et skrøbeligt og slet ikke dækkende forsøg. Jeg føler mig frygtelig sårbar ved at give jer dem, selvom jeg ved de kommer fra ægte sted i mig og jeg ved de lander i gode hænder hos jer.

Som jeg sagde i evalueringen på kurset, nænnede jeg ikke at fastlåse udbyttet af samværet med hestene og gav derfor afkald på at fortolke, hvad mine oplevelser skulle kunne betyde for mig. Det gik nemlig op for mig, at det er sådan jeg plejer at begrænse mit liv og at enhver fortolkning ville sætte grænser for hvor meget og hvad jeg ville kunne opdage og rumme.

Jeg fortolker i lyset af den, jeg tror jeg er, og derved ville meget måske gå tabt, for hvad er jeg egentlig i stand til at vide om mig selv, hvad med alt det, der ligger hen i mørke?

I respekt for mødet med Elektra især, hendes kraftfuldhed, skønhed og følsomhed, ville jeg helst lade oplevelserne leve et frit liv og afklæde mig min viden om, hvordan de skulle forstås og omsættes i mit liv. Min erkendelse er siden blevet, at jeg, trods min hundeangst for at miste kontrollen, sammen med Elektra ramte en kilde, et indre universelt udspring af livskraft, med et hudløst nærvær og en skærpet opmærksomhed.
I sit dybeste væsen tror jeg det er en formløs, tidløs og uendelig kilde til liv og kærlighed, for det er sådan jeg mærker det, når jeg nu er i kontakt med mit hjerte. Når noget går én direkte i årerne er det måske ikke nødvendigt at forstå det med analyser, måske er det ligefrem en forhindring for livets evige proces og foranderlighed.

Mødet med Elektra har flyttet min bevidsthed, hun har været en overraskelse og en gave i mit liv, hun bankede direkte ind i mit hjerte og åbnede det op i en helt anden dimension end jeg kendte før. Jeg kan næsten ikke beskrive hvilken hjælp det er for mig nu, hvor jeg netop har mistet det dyrebareste menneske i mit liv. Jo, det gør stadig ondt at miste, det gør ondt ad helvede til, men inde midt i sorgen, midt inde i hjertet sidder kærlighedens flamme og brænder og spreder sit lys. Aldrig har jeg mærket så langt inde i sjælen og så langt ud i universet, hvordan alt strømmer gennem hjertet.

Jeg trak kortene The Herd og Lightning Horse i Hestetarot. De taler om, at jeg må fremtræde roligt, kreativt og med klarhed i balance med mine omgivelser, og efterlade egoet ved porten. Jeg må være klar, finde inspiration i nuet og få øje på nye niveauer i min bevidsthed.
May it so be.

Med tak for jeres medvirken og til katalysatoren Elektra,
Threin.