Hestemøder

Jeg glæder mig utroligt meget til at Claus og jeg igen skal holde hestekursus i september.
Jeg glæder mig til at være vidne til mødet mellem hest og menneske. Hver gang opstår
der en ny form for kontakt, og hver gang inviterer hesten mennesket til at kigge nærmere
på sig selv, sin facade, overbevisninger, sine strategier og tankemønstre. Hestene inviterer
os til at synke ind i nærværet, til at se klart.

Mit eget hestemøde begyndte for ca 20 år siden, og mit daglige liv med mine heste har
givet mig en del viden om heste, men mest af alt en indsigt i mig selv. Mine heste har
tålmodigt spejlet min lykke, glæde, sorg, styrke, svaghed, tålmodighed, utålmodighed,
frustration, vrede, kraft, autoritet, kærlighed, ydmyghed, angst og mod, mistillid og tillid.

Det vigtigste budskab er at så snart vi står autentisk i enhver følelse, og lader følelsen vise
sig og være der, åbnes døren til en dyb og healende kontakt hest og menneske imellem.
Hvis der ikke er overensstemmelse mellem vores indre tilstand og vores udtryk udadtil,
reagerer hesten ved at fjerne sig fra os. Som de højsensitive dyr de er, mærker de
øjeblikkelig ubalancen.

I dag har jeg arbejdet med min 5-årige Knabstrup'er Zeus. Arbejdet startede svært da jeg
var fuldstændig usynlig for ham, jeg blev ignoreret.

Jeg kom til at tænke på jeg, i et stykke tid, i mit liv har påtaget mig en alt for 'pleasende' og
rummelig facade, som i virkeligheden ikke har stemt overens med min indre følelse. Jeg
har flere gange på det sidste fået sagt ja til til ting jeg skulle have sagt nej til, med det
resultat at jeg efterfølgende er blevet både vred og ked af det.

I dag mærkede jeg tydeligt at Zeus kaldte på min beslutsomhed, vilje, vedholdenhed og styrke, som en påmindelse til mig om min inderste kerne. Jeg sidder nu med energi og glæde i hele min krop,
taknemmelig over de firbenede læremestre jeg kender.

Birgitte, Horse Contact

Naturen kalder - kan du også høre det?

Der er noget ved hestene!

Jeg har lige været på cykeltur i skoven. Gennem hundeskoven, langs åen på den ene side og den gule senneps mark på den anden side. Hen over engen, ind i skoven, ned til Buresø, hilse på gode naboer og så hjem til hytten igen.

Mødte et par til hest. I roligt skridt, hyggeligt samtalende, ranke rygge og vågne blikke på hvad der skete omkring dem.

Horse Contact holder snart næste kursus og nu sidder jeg i aftensolens gyldne stråler og tænker over hvad det egentlig er ved de kurser jeg er så vild med. 

Der er noget ved hestene! Noget med at være i en tættere kontakt til noget naturligt og noget jeg har mistet forbindelsen til. Personlig udvikling er ikke altid lige behageligt, men det frisætter energi, glæde og nysgerrighed. 

Hestene spejler min tabte natur, og de hjælper mig tilbage i kontakt. 

Her er noget af det der sker for mig:

Jeg bliver vågen og nærværende

Hestene er store kraftfulde dyr. Når jeg går ind i folden til Chico, Zeus og Indy bliver jeg mere levende. Når de nysgerrigt vender blikket mod mig, ser mig og vender tilbage til deres græs, så tænker jeg lidt skuffet at de er ligeglade med mig. Og når de så igen rejser nakken, lader græsningen være for at komme hen for at hilse på mig. Og når de på vejen stille og roligt markerer overfor hinanden hvem der skal gå først. Ved et skub eller et nap, måske et løftet bagben. Så føler jeg mig endnu mere i live. Nogle gange med frygt men oftest med en spænding, en forventningsfuld parathed der forplanter sig i kroppen. Hvordan vil de hilse på mig, hvordan har de det i dag? Og oven i det er der græsset, folden med bakker og træer, højt til himlen, masser af plads. Masser af tid. Sanserne vækkes. Lugte, lyde, syn. 

Det er få andre steder i mit liv at jeg mærker min krop så levende, vågen og nærværende.

Egentlig er der ikke brug for så meget mere. Her på folden kunne jeg sidde på en sten sammen med hestene og blot sanse livet flyde igennem mig.

Jeg mærker kraft og meningsfylde

Jeg er i folden sammen med hestene, jeg tænker på det Birgitte har lært mig. Så jeg retter mig op, trækker vejret ned i maven, fylder mig selv ud. Jeg tænker på det som ‘kongeværdighed’. Jeg tillader mig at være stærk, at fylde, at markere grænser. Jeg markerer mit rum og hestene viser respekt og opmærksomhed. Det er som om de hilser mig velkommen. At de først nu for alvor tager mig alvorligt. At de kan mærke at jeg er der.

En kraft fylder mig -  og glæde. At kraften ikke er imod, men med. At kraften og styrken indgår som et helt naturligt tema i naturens orden.

Det er stadig lidt af en overvindelse og jeg har meget at lære. Men hold nu op hvor er det en vidunderlig følelse. Det virker som om jeg er med på naturens præmisser. At det er bag om forforståelse og fortænkte holdninger til rigtigt og forkert. Her er der kontakt, mere eller mindre, nogen gange rigtig meget og nogen gange slet ikke. 

Når kontakten med en hest er der for alvor så skabes en dyb meningsfylde. Ikke som i meningen med livet eller store filosofiske temaer. Men bare mening i at være lige her sammen med hesten ude på folden.

Jeg bliver rørt og ydmyg

Det sker hver gang at mødet med hestene afstedkommer meningsfuld kontakt hos en eller flere kursister. Det kan være af dyb forløsende karakter, som at noget der har siddet fast meget længe løsner sig og skaber ny forståelse af et livstema. Det kan være et kærlighedsmøde med naturen. En dyb fred og afklarethed. Det er ofte et møde med personlig kraft og styrke. Modet til at være til stede, fuldt og helt. 

I gruppen bliver den enkeltes oplevelse og gennembrud til en fælles oplevelse. Ligesom det er i hesteflokken. En stemning deles og en atmosfære breder sig. Fællesskab, menneskelighed, nysgerrighed.

At røre og lade sig røre. Ja det kræver mod fra nogle, men hvor er det dog nærende.

Et møde med mig selv på ny

Efter en dag med hestene der sikrer at jeg kommer tættere på natur end jeg ellers formår det. Så er jeg træt, udmattet, brugt. På en så sund og helbredende måde som minder mig om spejderweekenderne som dreng. Hvor et varmt bad og et tæppe i sofaen blev kulminationen på en fantastisk og eventyrlig weekend.

Når jeg har været afsted på en hestedag eller en hesteweekend har jeg den samme fine følelse af at have sat mig selv i spil, at have mødt mig selv på ny, og jeg sidder i min stol og lader weekendens indtryk bundfælde sig og tillade at kurset måske har skabt plads til en positiv forandring i min forståelse af livet og mig selv.

Hestene spejler min tabte natur, og de hjælper mig tilbage i kontakt.

 Se mere her: Horse Contact

Claus Verner Nielsen

Ridning i balance - Nyt hesteliv, medlemsblad 10, december 2012

Traumeforløsende heste arbejde

En respons fra Ridekurset på 'Nyt Hesteliv' i efteråret 2012

Er du og din hest i balance?

Forny din ridning og lær at ride din hest i selvbæring for let tøjle eller helt uden bid. Alle heste, uanset type og brug, kan lære at samle sig og gå i balance med største lethed.

Weekendkursus for ryttere på alle niveauer hvor vi arbejder med rideteknik, anatomi, balance, træning i respekt for hestens væsen, samlet ridning med og uden bid, problemløsning i forhold til deltagernes egne heste, kropssprog og kommunikation.

Sådan lyder invitationen til ridekurset hvor jeg deltog uden nogle særlige forudsætninger. Ja næste uden forudsætninger i det hele taget.

På kurset arbejde Birgitte med en hest, Jolly. En hest som hun betegnede som traumatiseret. Den var skræmt og urolig. Birgitte arbejdede med den som eksempel på hvordan vi mennesker faktisk kan være i dialog med hesten på en måde som skaber ro og tillid hos hesten. Det er noget vi kan observere rent fysisk. Men hun arbejder også med den på en måde så vi fik en fornemmelse af at hesten blev healet for nogle af de sår den har fået fra ejere der har svigtet den. Svigtet ved at være fysisk krænkende, ved ikke at give den nok opmærksomhed og ved så bare at lade den være.

Her er min feed back til Birgitte:

"Tak for et par dejlige og berigende dage. Jeg blev så rørt da Jolly begyndte at pruste første gang og en tåre trillede ned ad min kind.
Det er tydeligt for mig at det arbejde du laver forløser traumer og frisætter nye resourcer og mere tillid hos hestene.
Det er virkelig smukt og dybt.
At overføre det til mennesker er det vi gør, men vi har bare et ego som udvikles helt vildt meget anderledes end hos en hest. Og først skal vores ego styrkes så det kan holde til at slippe igen og en større bevidsthed, vores sjæl, kan tage styring. Jeg oplever vi gør det, men der er bare så meget mere der skal være til stede.
I arbejdet med hestene møder jeg noget frisættende – det gjorde to af de øvrige deltagere også. Og det har du hørt flere sige. Hvordan vi bruger det er meget individuelt og igen afhængig af den historie vi lever og har med os.
Vores angst forløses også i mødet med den, og anerkendelsen af den. Ligesom det sker hos Jolly idag. Derfor bliver jeg så rørt."

Det er klart at et sådant kursus virker forskelligt på os. For nogle er det en skelsættende oplevelse af skønhed og styrke, noget der åbner sig i kroppen og skaber glæde og liv. For andre er det knap så forandrende og for nogle enkelte betyder det ikke så meget.

Men hvor er det dog berigende for os alle at være vidne til de skelsættende oplevelser som nogle deltagere har. Det gør dybt indtryk at være vidne til et menneske der åbner sig for egen styrke og autenticitet. Og det er så smukt at se hvordan det udmønter sig i mødet mellem menneske og hest.

Hudløst nærvær og skærpet opmærksomhed

Threin og Elektra

Tak til Threin for at vi må bringe hendes smukke og fine tilbagemelding fra Hestekurset:

Jeg lovede en tilbagemelding til jer efter hestekontaktkurset. Nu har jeg skrevet et par linier, som et skrøbeligt og slet ikke dækkende forsøg. Jeg føler mig frygtelig sårbar ved at give jer dem, selvom jeg ved de kommer fra ægte sted i mig og jeg ved de lander i gode hænder hos jer.

Som jeg sagde i evalueringen på kurset, nænnede jeg ikke at fastlåse udbyttet af samværet med hestene og gav derfor afkald på at fortolke, hvad mine oplevelser skulle kunne betyde for mig. Det gik nemlig op for mig, at det er sådan jeg plejer at begrænse mit liv og at enhver fortolkning ville sætte grænser for hvor meget og hvad jeg ville kunne opdage og rumme.

Jeg fortolker i lyset af den, jeg tror jeg er, og derved ville meget måske gå tabt, for hvad er jeg egentlig i stand til at vide om mig selv, hvad med alt det, der ligger hen i mørke?

I respekt for mødet med Elektra især, hendes kraftfuldhed, skønhed og følsomhed, ville jeg helst lade oplevelserne leve et frit liv og afklæde mig min viden om, hvordan de skulle forstås og omsættes i mit liv. Min erkendelse er siden blevet, at jeg, trods min hundeangst for at miste kontrollen, sammen med Elektra ramte en kilde, et indre universelt udspring af livskraft, med et hudløst nærvær og en skærpet opmærksomhed.
I sit dybeste væsen tror jeg det er en formløs, tidløs og uendelig kilde til liv og kærlighed, for det er sådan jeg mærker det, når jeg nu er i kontakt med mit hjerte. Når noget går én direkte i årerne er det måske ikke nødvendigt at forstå det med analyser, måske er det ligefrem en forhindring for livets evige proces og foranderlighed.

Mødet med Elektra har flyttet min bevidsthed, hun har været en overraskelse og en gave i mit liv, hun bankede direkte ind i mit hjerte og åbnede det op i en helt anden dimension end jeg kendte før. Jeg kan næsten ikke beskrive hvilken hjælp det er for mig nu, hvor jeg netop har mistet det dyrebareste menneske i mit liv. Jo, det gør stadig ondt at miste, det gør ondt ad helvede til, men inde midt i sorgen, midt inde i hjertet sidder kærlighedens flamme og brænder og spreder sit lys. Aldrig har jeg mærket så langt inde i sjælen og så langt ud i universet, hvordan alt strømmer gennem hjertet.

Jeg trak kortene The Herd og Lightning Horse i Hestetarot. De taler om, at jeg må fremtræde roligt, kreativt og med klarhed i balance med mine omgivelser, og efterlade egoet ved porten. Jeg må være klar, finde inspiration i nuet og få øje på nye niveauer i min bevidsthed.
May it so be.

Med tak for jeres medvirken og til katalysatoren Elektra,
Threin.

Hestekontakt

Birgittes heste Indy og Chico - af Claus V. Nielsen

Heste har altid betaget mig. Min far var fra Møn og voksede op med hesten som arbejdsdyr. Som dreng gik han i skole hver anden dag, og arbejdede på gårdene når han ikke var i skole. Her lærte han at omgås og arbejde med heste og her udviklede han sin kærlighed og forståelse for heste. Han red også i konkurrencer. Det var også noget nær det eneste vi som børn kunne få ham til at tegne, et hestehoved i profil. Jeg husker også at vi plagede om at få hest. At vi fornemmede på ham at det var noget helt særligt. Men det var der ikke lige penge og plads til, da vi var små.

Min far fik først råd og tid til heste igen da jeg blev 16, men der var det fodbold og fester der styrede, selv om jeg også var rigtig glad for Amanda som hesten hed. Stor og flot. Det var ikke mange ture jeg fik på den, og det var heller ikke meget jeg striglede eller mugede ud. Vi havde andre heste gående i folden, så glæden ved at stå og beundre de smukke dyr husker jeg rigtig godt.

Min ældste datter er rigtig glad for heste og gik til ridning i mange år, så det var oplagt at hende og jeg skulle med på den hesteweekend som Birgitte tilbød til hendes nære netværk. En hesteweekend hvor vi ville lære lidt om det helt særlige heste kan, hvis vi tillader det og tør åbne os for kontakten. Jeg var lidt nervøs, men min datter fuld af glæde og forventning.

Det blev til en magisk weekend. I ugen efter drømte jeg om heste og jeg havde oplevelserne af begejstring, nærvær og kontakt siddende i blodet. Jeg var også blevet rørt af en hest. Efter at have skabt kontakt til Chico på Birgittes anvisninger, blev jeg gjort opmærksom på at hverken hesten eller jeg slappede helt af. Jeg fortalte lidt om hvad jeg oplevede og i takt med at jeg gjorde det slappede jeg af, og så gjorde Chico det også. Jeg satte mig op på Chico (med hjælp) og den var fortsat lidt urolig. Så fortalte jeg hvad jeg nu oplevede (til Birgitte) og så slappede den af igen. Og så havde vi et møde i stilhed og nærvær. Dybt rørende!
- Det er ret vildt!

Oplevelserne i den weekend var så afgørende at jeg spurgte Birgitte om ikke vi skulle indgå et samarbejde. Et samarbejde hvor hun kan hellige sig det hun er super god til, nemlig alt hvad der har med hestesprog at gøre. Hun er en hestekunstner. Og jeg kan så følge op på det som kursisten oplever på ridebanen med Birgitte. Ved en efterfølgende coaching og endnu en opfølgende samtale efter et par dage. Det tager lidt tid før sådan en oplevelse lige bundfælder sig. Birgitte var helt frisk og en, to, tre så satte vi et kursus op.

Nu har jeg så lige været på hestetræning for at gå lidt dybere i min egen fortælling, med hestene som vejledere og spejle. Denne gang gik det bestemt et lag dybere, og der er mere jeg skal have kigget på. Det er tydeligt for mig at mine møder med hestene spejler områder i mit liv hvor livskraft og autoritet er tilbageholdt og undertrykt. Og de er altså ligeglade med hvor højt jeg larmer eller hvor meget jeg spankulerer rundt med hovedet højt og brystet fremskudt. Hvis ikke det kommer fra et autentisk og ærligt nærvær, så bliver jeg ignoreret indtil jeg tager mig selv alvorligt.

Jeg fik rigtig mange indtryk med mig hjem, jeg var helt basket efterfølgende.

En særlig oplevelse jeg fik med mig hjem var at se hvordan Birgitte på de to dage fik en ung hoppe, Elektra, til at bære hende rundt på banen. Først lagde hun sin arm henover den, så lagde hun begge hænder på ryggen af den og lagde lidt pres på. Til sidst lagde Birgitte sig henover den og så satte hun sig op. For til sidst at dirigere den rund bare med et reb i dens grime. Det var et skoleeksempel i anerkendende pædagogik. Elektra blev ikke presset, truet eller skældt ud. Birgitte gik meget tålmodigt, roligt og bestemt frem, bare en lille ting ad gangen, men selv om det virkede så langsomt og tålmodigt, så gik det faktisk vildt hurtigt. En god lektie i at "Slow is fast - Less is more".

Elektra virkede helt stolt af sig selv og vi var enige om at her er en hest der rigtig gerne vil lære noget.

Efter endt arbejde og fik jeg lov til at følge Elektra tilbage til flokken i folden. Jeg ved der er mange der kender til det at gå tur med en hest, men det er nyt for mig. At gå med en hest i et reb der hænger helt løst i mellem os og Elektra der følger en meter til halvanden bag mig, med rebet som en slags kontakt line. Og opleve at Elektra stopper når jeg stopper og løber med mig hvis jeg begynder at løbe.

Det jeg oplever her er hvad jeg kalder "kant-arbejde". Det kræver fuld opmærksomhed og nærvær, det kræver åbenhed og mod. Det inviterer til liv og kraft, glæde og nysgerrighed. Men det er også udfordrende og konfronterende.

Men gør det alligevel!!

Hestene inviterer dig i kontakt med dig selv - til en autentisk og hjertefuld kontakt med styrke og skønhed.

Til sidst vil jeg bare sige at Birgitte er en fremragende formidler og brobygger i mødet mellem menneske og hest.

Læs mere her: Horse Contact