tirsdag den 19. august 2014

Hestemøder



Jeg glæder mig utroligt meget til at Claus og jeg igen skal holde hestekursus i september.
Jeg glæder mig til at være vidne til mødet mellem hest og menneske. Hver gang opstår
der en ny form for kontakt, og hver gang inviterer hesten mennesket til at kigge nærmere
på sig selv, sin facade, overbevisninger, sine strategier og tankemønstre. Hestene inviterer
os til at synke ind i nærværet, til at se klart.

Mit eget hestemøde begyndte for ca 20 år siden, og mit daglige liv med mine heste har
givet mig en del viden om heste, men mest af alt en indsigt i mig selv. Mine heste har
tålmodigt spejlet min lykke, glæde, sorg, styrke, svaghed, tålmodighed, utålmodighed,
frustration, vrede, kraft, autoritet, kærlighed, ydmyghed, angst og mod, mistillid og tillid.

Det vigtigste budskab er at så snart vi står autentisk i enhver følelse, og lader følelsen vise
sig og være der, åbnes døren til en dyb og healende kontakt hest og menneske imellem.
Hvis der ikke er overensstemmelse mellem vores indre tilstand og vores udtryk udadtil,
reagerer hesten ved at fjerne sig fra os. Som de højsensitive dyr de er, mærker de
øjeblikkelig ubalancen.

I dag har jeg arbejdet med min 5-årige Knabstrup'er Zeus. Arbejdet startede svært da jeg
var fuldstændig usynlig for ham, jeg blev ignoreret.

Jeg kom til at tænke på jeg, i et stykke tid, i mit liv har påtaget mig en alt for 'pleasende' og
rummelig facade, som i virkeligheden ikke har stemt overens med min indre følelse. Jeg
har flere gange på det sidste fået sagt ja til til ting jeg skulle have sagt nej til, med det
resultat at jeg efterfølgende er blevet både vred og ked af det.

I dag mærkede jeg tydeligt at Zeus kaldte på min beslutsomhed, vilje, vedholdenhed og styrke, som en påmindelse til mig om min inderste kerne. Jeg sidder nu med energi og glæde i hele min krop,
taknemmelig over de firbenede læremestre jeg kender.