Der er noget ved hestene!
Jeg har lige været på cykeltur i skoven. Gennem hundeskoven, langs åen på den ene side og den gule senneps mark på den anden side. Hen over engen, ind i skoven, ned til Buresø, hilse på gode naboer og så hjem til hytten igen.
Mødte et par til hest. I roligt skridt, hyggeligt samtalende, ranke rygge og vågne blikke på hvad der skete omkring dem.
Horse Contact holder snart næste kursus og nu sidder jeg i aftensolens gyldne stråler og tænker over hvad det egentlig er ved de kurser jeg er så vild med.
Der er noget ved hestene! Noget med at være i en tættere kontakt til noget naturligt og noget jeg har mistet forbindelsen til. Personlig udvikling er ikke altid lige behageligt, men det frisætter energi, glæde og nysgerrighed.
Hestene spejler min tabte natur, og de hjælper mig tilbage i kontakt.
Her er noget af det der sker for mig:
Jeg bliver vågen og nærværende
Hestene er store kraftfulde dyr. Når jeg går ind i folden til Chico, Zeus og Indy bliver jeg mere levende. Når de nysgerrigt vender blikket mod mig, ser mig og vender tilbage til deres græs, så tænker jeg lidt skuffet at de er ligeglade med mig. Og når de så igen rejser nakken, lader græsningen være for at komme hen for at hilse på mig. Og når de på vejen stille og roligt markerer overfor hinanden hvem der skal gå først. Ved et skub eller et nap, måske et løftet bagben. Så føler jeg mig endnu mere i live. Nogle gange med frygt men oftest med en spænding, en forventningsfuld parathed der forplanter sig i kroppen. Hvordan vil de hilse på mig, hvordan har de det i dag? Og oven i det er der græsset, folden med bakker og træer, højt til himlen, masser af plads. Masser af tid. Sanserne vækkes. Lugte, lyde, syn.
Det er få andre steder i mit liv at jeg mærker min krop så levende, vågen og nærværende.
Egentlig er der ikke brug for så meget mere. Her på folden kunne jeg sidde på en sten sammen med hestene og blot sanse livet flyde igennem mig.
Jeg mærker kraft og meningsfylde
Jeg er i folden sammen med hestene, jeg tænker på det Birgitte har lært mig. Så jeg retter mig op, trækker vejret ned i maven, fylder mig selv ud. Jeg tænker på det som ‘kongeværdighed’. Jeg tillader mig at være stærk, at fylde, at markere grænser. Jeg markerer mit rum og hestene viser respekt og opmærksomhed. Det er som om de hilser mig velkommen. At de først nu for alvor tager mig alvorligt. At de kan mærke at jeg er der.
En kraft fylder mig - og glæde. At kraften ikke er imod, men med. At kraften og styrken indgår som et helt naturligt tema i naturens orden.
Det er stadig lidt af en overvindelse og jeg har meget at lære. Men hold nu op hvor er det en vidunderlig følelse. Det virker som om jeg er med på naturens præmisser. At det er bag om forforståelse og fortænkte holdninger til rigtigt og forkert. Her er der kontakt, mere eller mindre, nogen gange rigtig meget og nogen gange slet ikke.
Når kontakten med en hest er der for alvor så skabes en dyb meningsfylde. Ikke som i meningen med livet eller store filosofiske temaer. Men bare mening i at være lige her sammen med hesten ude på folden.
Jeg bliver rørt og ydmyg
Det sker hver gang at mødet med hestene afstedkommer meningsfuld kontakt hos en eller flere kursister. Det kan være af dyb forløsende karakter, som at noget der har siddet fast meget længe løsner sig og skaber ny forståelse af et livstema. Det kan være et kærlighedsmøde med naturen. En dyb fred og afklarethed. Det er ofte et møde med personlig kraft og styrke. Modet til at være til stede, fuldt og helt.
I gruppen bliver den enkeltes oplevelse og gennembrud til en fælles oplevelse. Ligesom det er i hesteflokken. En stemning deles og en atmosfære breder sig. Fællesskab, menneskelighed, nysgerrighed.
At røre og lade sig røre. Ja det kræver mod fra nogle, men hvor er det dog nærende.
Et møde med mig selv på ny
Efter en dag med hestene der sikrer at jeg kommer tættere på natur end jeg ellers formår det. Så er jeg træt, udmattet, brugt. På en så sund og helbredende måde som minder mig om spejderweekenderne som dreng. Hvor et varmt bad og et tæppe i sofaen blev kulminationen på en fantastisk og eventyrlig weekend.
Når jeg har været afsted på en hestedag eller en hesteweekend har jeg den samme fine følelse af at have sat mig selv i spil, at have mødt mig selv på ny, og jeg sidder i min stol og lader weekendens indtryk bundfælde sig og tillade at kurset måske har skabt plads til en positiv forandring i min forståelse af livet og mig selv.
Hestene spejler min tabte natur, og de hjælper mig tilbage i kontakt.
Se mere her:
Horse Contact
